17.9.26 · Sicilien rundt
I efterårets første smagning dykker vi ned i den syditalienske ø Sicilien, hvor der er blevet lavet vin i mere end 6.000 år. En ø, der gennem tiden har været præget af mange forskellige kulturer; fra de første vinbønder og den græske indflydelse til romernes udbredelse af siciliansk vin i hele riget samt den arabiske periode med alkoholforbud og mere begrænset vinproduktion.
Sicilien byder på en enorm diversitet inden for vin og har mange gamle lokale druesorter, som stort set kun findes her. Til smagningen skal vi både se nærmere på, hvad Etna kan, og hvad de mere flade områder mod vest har at byde på.
Vi smager os igennem 5 vine (bobler, hvide og røde) med stor variation i både stil og udtryk.
En aften for dig, der er nysgerrig på nye vine, eller som måske allerede elsker siciliansk vin.
Smagningen starter mellem kl. 17:00–17:30, varer ca. 1,5 time og koster 300,- pr. person.
Der vil derudover være 20% rabat på alle de vine, I smager på aftenen. Så kom og smag 5 forskellige vine, som nemt ville have kostet dobbelt så meget på en restaurant.
Vi holder det uformelt, men lærerigt, og der er selvfølgelig tid til alle dine spørgsmål. Vi serverer for hver gruppe individuelt, så du skal ikke stresse, hvis du kommer lidt for sent – det er kun dine venner, der venter på dig.
Lyder det som noget for dig og din(e) vinven(ner)? Så book din plads på info@vintrovin.dk eller ring på +45 48 48 80 11.