Frankrig · Jurançon · Monein
Mellem Pyrenæerne og Atlanterhavet, på skråningerne omkring Monein, finder man Domaine Castéra, et historisk familiedomaine med rødder tilbage til 1700-tallet. Familien Lihour har været knyttet til vinmarkerne i Jurançon siden 1895, og i 2014 overtog Franck Lihour ansvaret for domænet. Inden hjemkomsten uddannede han sig inden for vinavl og ønologi og arbejdede med vin i blandt andet Korsika, Sydafrika, Napa Valley, Bourgogne og Bordeaux.
I dag råder Domaine Castéra over omkring 11,5 hektar økologisk certificerede vinmarker fordelt på fire lieux-dits og 19 mikroparceller omkring Monein. Vinmarkerne ligger med udsigt mod Pyrenæerne og består af meget forskellige jordtyper med blandt andet ler, kalk, grus, jernholdige aflejringer og rullesten. Franck arbejder parcelorienteret og tilpasser arbejdet til den enkelte marks jordbund, mikroklima og eksponering, samtidig med at han inddrager udvalgte biodynamiske metoder.
Fokus ligger på Jurançons lokale druesorter Petit Manseng, Gros Manseng, Petit Courbu og Camaralet. Høsten foregår manuelt, hele klaser presses langsomt og skånsomt, og gæringen sker spontant med druernes naturlige gærceller. Lagringen tilpasses den enkelte vin og kan foregå i rustfrit stål, brugte egetræsfade, demi-muids og æg af sandsten. Hans vine er mere stilrene og tilsættes en smule svovl ved flaskning.